Når Staten vil have min krop, siger jeg stop!

Normalt bliver jeg smigret og tager det som et kompliment, når nogen vil have min krop, men når Staten vil have min krop, bliver jeg ærligt talt en smule trist og ser det som et frontalangreb på min personlige frihed.

Ikke desto mindre er det netop det sundhedsminister Sophie Løhde (V) ligger op til, når hun overvejer at indføre formodet samtykke i forhold til organdonation, hvilket i praksis vil sige, at den enkelte borgers krop fra fødslen tilhører Staten. Det er en fundamental indskrænkelse af den personlige frihed og det personlige ansvar, som tipper magtbalancen mellem den enkelte borger og Staten uhørt over i Statens favør.

Bag overvejelserne ligger der den triste kendsgerning, at for få melder sig frivilligt som organdonorer, hvilket i 2015 resulterede i, at 27 mennesker døde, mens de ventede på et hjerte, en lunge, lever eller nyre.

Derfor er det helt åbenlyst, at der skal gøres en større indsats for, at få folk til at melde sig som organdonorer. Men det retfærdiggør ikke, at man som udgangspunkt fratager den enkelte borger retten til selv at bestemme, hvad der skal ske med egne organer den dag, man dør.

For det meste træffes beslutningen om organdonation på baggrund af grundige og seriøse overvejelser og samtaler med den nære familie, partner og børn. Det er vigtigt for de nærmeste pårørende, at denne samtale og proces ikke tages fra dem, da pårørende ofte søger at følge den afdødes ønske efter et dødsfald. Hvis man indfører formodet samtykke, kan man komme i en situation, hvor Staten har ret til at bruge organer fra en afdød person imod afdødes og de pårørendes ønske, hvilket må betragtes som et overgreb og en umyndiggørelse, der ikke hører hjemme i et demokratisk retssamfund.

Der er mere på spil end menneskelige reservedele. Det handler om liv og død, og om den vigtige sorgproces efter et dødsfald.

Forslaget om formodet samtykke i forhold til organdonation ligger i forlængelse af en sørgelig politisk trend, der går ud på at indskrænke det personlige ansvar efter devisen: Hvis dit barn ikke får spist morgenmad hjemmefra, skal Staten nok sørge for, at dit barn får morgenmad i skolen. Får I ikke læst lektier med børnene derhjemme, skal Staten nok gøre det for jer. Får I ikke tilmeldt jer som organdonerer, skal Staten nok gøre det for jer.

Lad nu være med den umyndiggørelse af almindelige borgere i vores land. Tal til vores ansvarsfølelse i stedet for at tage den fra os. Jeg hører til de mange danskere, som gerne vil donere mine organer, men aldrig har fået mig tilmeldt som organdoner. Hvis jeg endeligt skulle tvinges til noget som helst, så skulle jeg tvinges til at tage stilling. Tvinger vi folk til at tage stilling til organdonation, taler vi til folks ansvarsfølelse samtidigt med, at vi tager hånd om den alvorlige udfordring, der ligger i, at der ikke er nok organer til de mange mennesker, der venter på at modtage et doneret organ.

Af René Nord Hansen, folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti i Vestjyllands Storkreds