Når forældrerollen udhules bliver børnene ofret

I Det Etiske Råd overvejer man at anbefale lovliggørelsen af fosterantalsreduktion i tilfælde af tvillinger eller trillinger, hvis de indebærer en belastning.

Som tre medlemmer af Det Etiske Råd skrev i Jyllands Posten d. 26. oktober: ”Ikke mindst for enlige kvinder kan tvillinger indebære en belastning, som de ikke tror, at de kan magte”

Men hvem kan i udgangspunktet vide, om de magter forældrerollen eller ej? Børn indebærer i sagens natur altid en potentiel risiko for belastning, hvad enten man er enlig forsørger eller et par.

Med fosterantalsreduktion forsøger man at fjerne den naturlige belastning ved at skabe en endnu større belastning. For hvem magter at håndtere sorgen og skyldfølelsen over at have valgt det ene barn frem for det andet i forsterstadiet?

Det har altid været en stor opgave at sætte børn i verden. Det er der ikke noget nyt i. Det nye er, at vi nu i stigende grad omtaler børnene som belastninger frem for ansvar. Man kunne med god grund argumentere for, at det aldrig før har været nemmere at påtage sig forældreansvaret. For i dag agerer samfundet mere og mere som et curlingsamfund, der hele tiden forsøger at løfte ”tunge” byrder og ansvar fra forældrenes skuldre. Curlingsamfundet vil smøre madpakken til skoletasken, læse lektier med børnene og ligge beslag på familiens fritid.

Nøjagtigt som curlingforældre giver skrøbelige og selvoptagede børn, resulterer curlingsamfundets håndtering af forældrerollen i skrøbelige og selvoptagede forældre, der efterhånden ikke magter børnene længere. Jo måske ét eller to ønskebørn. Men skulle det ske, at man blev velsignet med et barn med handicap eller et barn mere end planlagt, betragtes det efterhånden som en forbandet belastning.

På den måde forråder og svigter vi børnene i takt med, at vi udhuler forældrerollen i vores samfund.

Hvis vi vil børnene det godt, må vi sadle om. Det gavner intet at skrue op for abortmulighederne. For vores største problem er ikke, at der fødes for mange børn, tvært imod fødes der for lidt. Vores største belastning er heller ikke børn, der fødes med handicap. Vores største problem og belastning er, at vi som samfund og som forældre ikke længere magter at tage ansvar for de børn vi får.

Forslaget her er i sig selv er et symptom på et gevaldigt samfundsmæssigt værdiskred. Vi bliver nød til at dæmme op imod det værdiskred, hvis vi ønsker at bevare vores rummelighed og medmenneskelighed. Vi har som samfund bevæget os alt for langt ud af en tangent, hvor menneskeliv bliver mindre og mindre værd, og hvor ansvaret for hinanden bliver udhulet af bekvemmelighed og egoisme. Der bliver simpelthen mindre og mindre plads til børnene og de sårbare mennesker.

Sådan et samfund ønsker jeg ikke. Jeg ønsker et mangfoldigt, rummeligt og næstekærligt samfund med overskud til at tage imod de børn, vi bliver velsignet med. Jeg ønsker et samfund, hvor forældre føler sig klædt på til opgaven som forældre, et samfund hvor forældre ikke får krykker, men bliver udstyret med værktøjer, som sætter dem i stand til at tage forældreansvaret på sig.

Nogle af de værktøjer kunne være flere muligheder for forældreorlov, mens børnene er små, fleksible daginstitutionstilbud, bedre par- og familierådgivning og særlig hjælp til forældre til børn med handicap. Vi må være parate til at tænke ud af boksen, for familiernes, forældrenes og ikke mindst børnenes skyld!

Af René Nord Hansen, folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti i Vestjyllands Storkreds