insert_pixel_code_here

Bandepakken er omsorg for de mest udsatte i vores samfund

Da jeg var dreng, tog min far en lommetyv på fersk gerning. I stedet for at melde ham til politiet, bød han lommetyven på en kop kaffe. Mens de talte sammen, gik det op for min far, at han sad overfor et menneske, som havde brug for hjælp.

Lommetyven var narkoman og gennem sit misbrug, var han kommet i kløerne på Hells Angels i Esbjerg. Jeg husker stadigvæk, hvor bange han var, når han fortalte, hvordan rockerne ville komme efter ham og hans kæreste, hvis de forsøgte at slippe ud af misbruget og ud af den økonomiske gæld, de var havnet i. Mine forældre forsøgte at hjælpe ham og hans kæreste ud af miljøet ved at indkvartere dem på børneværelset ved siden af mit eget, mens de ihærdigt ledte efter et sted, hvor de to kunne komme i behandling for deres misbrug langt, langt væk fra de rockere, som mildest talt ejede dem. Efter nogle dage forsvandt de igen ud i byen i kløerne på HA og de hårde stoffer.

Når jeg tænker på de to skræmte og underkuede mennesker, bliver jeg vred. Vred over at rockerbander dengang og nu misbruger og bondefanger de allermest sårbare og udsatte mennesker i vores samfund på den måde, og jeg bliver mildest talt træt i ansigtet, når forsvarsadvokater og andre velmenende mennesker klager over den netop effektuerede bandepakkes hårde fremfærd overfor bandemedlemmerne.

Bandemedlemmer lever ikke af godgørenhed, men tjener deres formuer på narkokriminalitet af værste skuffe. Skruppelløst udnytter de narkomaner, truer hjemløse og misbruger mennesker med psykiske diagnoser. Som konservativ politiker står jeg 100 % på de undertryktes side og har absolut intet tilovers for opblæste bandemedlemmer.

På gadeplan arbejder organisationer som Blå Kors og Kirkens Korshær med at hjælpe de mennesker, rockerbanderne ønsker at holde fast i gæld og misbrug. Det bliver ofte en ulige kamp, når bander slår sig ned i lokalområdet med rockerborge og en organiseret handel med hårde stoffer.

Derfor skal bandemedlemmer fjernes fra lokalsamfundene og sættes i fængsel med stærk tilskyndelse til at følge exitprogrammer, så de ikke vender tilbage til bandekriminalitet – og nej, det er ikke synd for dem. Det er til gengæld synd for de mest udsatte mennesker i vores samfund, at det ikke er sket noget før. Bandepakken er et hårdt fast greb i nakken på de bandemedlemmer, der gør livet surt og vanskeligt for rigtig mange mennesker.

Vi må og vil ikke acceptere det!


Af René Nord Hansen, folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti i Vestjyllands Storkreds