insert_pixel_code_here

Flygtninge skal heller ikke parkeres på offentlig forsørgelse

Dem, der kan arbejde, skal hjælpes ud på arbejdsmarkedet til selvforsørgelse. Det er en sund borgerlig grundtanke, som sikrer, at vores velfærd ikke bliver spildt på mennesker, der er i stand til at klare sig selv, men brugt målrettet på de mennesker, der på grund af handicap, sygdom eller alderdom har brug for samfundets hjælp og støtte.

Alligevel insisterer Kristian Thulesen Dahl (DF) på, at op mod 25.000 flygtninge årligt skal fastholdes på offentlig forsørgelse på ubestemt tid, uanset om de er i stand til at arbejde eller ej.

Thulesen Dahl mener, at det ville være en fordel for danske ledige, hvis de forestående trepartsforhandlinger faldt til jorden.

Men det kan efter min mening aldrig være til nogens fordel, at man ønsker at fastholde mennesker, som både kan og vil arbejde, på offentlig forsørgelse.

Det har vi som samfund simpelthen ikke råd til, for det vil resultere i, at penge, der skulle gå til ældre, børn og syge, vil blive brugt på at forsørge arbejdsdygtige flygtninge. Det giver ingen mening, hvis man ønsker en stærk velfærd.

Det er rigtigt, at tidligere forsøg på at integrere flygtninge og indvandrere på det danske arbejdsmarked ofte er slået fejl, men det betyder da ikke, at vi skal begå den endnu større fejl at give op og parkere arbejdsdygtige flygtninge på offentlig forsørgelse.

Vi skal på den ene side gøre alt, hvad vi kan for at begrænse flygtningetilstrømningen mest muligt, men samtidigt skal vi sørge for, at de flygtninge, der har fået ophold, hurtigst muligt kommer i arbejde.

Derfor ønsker jeg regeringen alt godt i bestræbelserne på at finde en løsning i trepartsforhandlingerne, der kan løfte flere mennesker, også flygtninge, ud af offentlig forsørgelse til selvforsørgelse, til glæde for dem selv og til gavn for den danske velfærd fremadrettet.


Af René Nord Hansen, folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti i Vestjyllands Storkreds